Min oplevelse hos Rumkraft – praktikant Albert

Ras KjærboUncategorizedLeave a Comment

Jeg havde regnet med en stille og rolig introduktionsdag, eller måske bare en hyggedag til lige at lære tingene at kende, men selvom dagen var hyggelig, skulle det vise sig, at det ikke just skulle være nogen fredsommelig dag hos Rumkraft. Heldigvis.

Min dag startede på Farvergade hos Musik og Ungdom, hvor jeg sammen med Rasmus skulle pitche Rumkraft, og de planer Rasmus havde for at integrere laptops og iPads i musikundervisningen. Det var alt i alt en rigtig god indsigt i, hvordan det er at være entreprenør, og hvordan man får sin ide ud, og når det kom til det, var det slet ikke så uhyggeligt, som jeg havde forestillet mig, da Rasmus gennemgik planen for mig inden mødet. Jeg følte mig lige en tand “out of place”, da mødet begyndte, men jeg fik dog lige mulighed for at introducere mig selv og min historie, og så tog Rasmus heldigvis over.

Alle deltagere i mødet virkede interesserede i Rasmus’ “vision” for, hvordan tingene kunne være, når det kom til musikundervisning, og vi gik derfra med forstærket håb og stor tilfredshed.

Bagefter tog vi tilbage til “Rumstationen”, som er der, hvor undervisningen tager sted, og jeg fik en lille pause, inden den første elev kom; en ung mand som tydeligvis havde hang til at producere, og jeg var lidt spændt på, hvad han lavede til et Ableton Live kursus, men det gik hurtigt op for mig, da undervisningen begyndte, men det kommer jeg tilbage til. Lidt efter kommer en lidt ældre mand, måske midt i 40’erne. Han har skrevet musik siden 70’erne, men vil gerne lære at optage sine værker og måske tilføje en smule af det elektroniske i sin musik endda. Og han er kommet til det rigtige sted. Da undervisningen begyndte, blev jeg helt overvældet af alle de ting, man kan lege med, og alle de små og store features som programmet Live har, og nu forstod jeg, hvorfor både nybegyndere, men også erfarne producere ville komme her og få undervisning.

I løbet af ugen fik jeg også lov til at skrive en ansøgning om pengetilskud til en fond på vegne af Rumkraft. Jeg havde aldrig prøvet noget i den kaliber før, så jeg var meget spændt på at finde ud af, hvordan det ville gå, og med lidt hjælp fra Rasmus var jeg færdig allerede en time senere. Og til min store overraskelse blev ansøgningen, som jeg selv havde skrevet, godkendt, og Rasmus kunne starte hans nye og spændende projekt.

De efterfølgende dage gik med alt fra at lære omkring Ableton, og at jamme med talentfulde jazzmusikere fra Rytmisk Musikkonservatorium med vores hjemmelavede ableton-instrumenter til at vaske kaffekopper.

Og selvom jeg også lige skulle vaske kaffekopper en enkelt gang, følte jeg hele tiden, at hvad jeg lavede havde betydning, både for Rumkraft og Rasmus, men også for mig selv. Jeg lærte mere om musikproduktion, og hvordan det er at have sit eget firma på den uge, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig, da jeg første gang steg ind i “Rumstationen”. Det har været lidt af en rejse, og jeg er superglad for at have haft muligheden for at være med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.