Hvad sker der egentlig, når et menneske lærer at lave elektronisk musik? Det er ikke en teknisk overførsel af viden fra hoved til hoved. Det er noget meget mere mærkeligt – og meget mere interessant.
I efteråret faldt jeg over en akademisk artikel skrevet af Peter S. Bruun (Det Kongelige Danske Musikkonservatorium) og Pamela Burnard (University of Cambridge). Den hedder "Aesthetic Becoming as Becoming of Aesthetics" og er udgivet i tidsskriftet for æstetik og pædagogik. Den er tung. Adorno, Klafki, Barad, Haraway, Braidotti. Posthumanisme, kritisk teori, fænomenologi.
Jeg læste den to gange. Anden gang sad jeg og nikkede. Ikke fordi vi sidder og citerer Adorno mellem timerne hos Rumkraft – men fordi det manifest, som Bruun og Burnard formulerer, beskriver præcis det vi har gjort i 20 år. Bare på en helt anden måde, i et helt andet sprog, og uden vi har sat ord på det.
Denne artikel er mit forsøg på det. På at oversætte. At sætte ord på vores didaktik – ikke som et regelsæt, men som en holdning til hvad musikundervisning er, og hvad den kan være.
"Hvis musik er en kunstart, hvilken musik skal vi så undervise i?"
Det er det spørgsmål, som musikpædagoger har slået sig på i 50 år. I 1970'erne blev musik i den danske folkeskole løsrevet fra salmesang og national opdragelse, og blev defineret som et æstetisk fag på linje med kunst og litteratur. Frihed. Men også et nyt problem:
Når musik er kunst, og når vi underviser i kunst – hvis kunst underviser vi så i?
Den britiske forsker Stephanie Pitts stillede spørgsmålet allerede i 2001: "Whose aesthetics?" – hvis æstetik? Klassisk musik? Folkemusik? Pop? Hiphop? Techno? Ableton? Modulær synth? Hvem bestemmer hvad der er værd at lære?
Spørgsmålet er kun blevet sværere. I dag har Spotify gjort hver eneste musikgenre og hver eneste niche tilgængelig på et splitsekund. Bruun og Burnard formulerer det skarpt:
"Det er næsten som om hvert eneste individ nu bebor sin egen distinkte musikkultur, og at forankre musikundervisning i en fælles musikkultur synes stadig mere meningsløst."
Og alligevel skal vi – som musikskole – tage stilling. Hver eneste time. Hvilken musik spiller vi som referencer? Hvilke producere holder vi op som forbilleder? Hvilke æstetikker bekræfter vi, og hvilke ignorerer vi?
Vores svar er simpelt: vi underviser ikke i en bestemt æstetik. Vi underviser i æstetisk tilblivelse. Lad mig forklare.
Æstetisk tilblivelse – hvad er det?
Det centrale begreb i Bruun og Burnards manifest er "aesthetic becoming as becoming of aesthetics". På dansk: æstetisk tilblivelse som æstetikkens tilblivelse. Det er en mundfuld. Men ideen bag er smuk og enkel.
Den traditionelle måde at tænke kunstundervisning på går sådan her: Der findes et æstetisk objekt (et musikstykke, et maleri, en film). Eleven møder objektet. Hvis eleven har lært nok kultur og teori, kan hun "opleve" objektets æstetiske kvalitet. Det er en dannelsesproces – en bevægelse fra uvidenhed til kultiveret modtagelighed.
Det er den model den afdøde danske musikpædagog Frede V. Nielsen byggede sin indflydelsesrige teori om "Almen Musikdidaktik" (1994) på. Og det er den model, som har domineret musikkonservatorier og musikgymnasier i hele Skandinavien.
Problemet? Den forudsætter at æstetikken er færdig. At den ligger derude, i objektet, som en sandhed eleven skal fanges af. Hvis eleven ikke fanges – hvis hun foretrækker gabber frem for Mozart – er det elevens fejl. Hun er ikke dannet nok. Hun har ikke "fået ørerne på".
Bruun og Burnard – med rygdækning fra Adorno, Braidotti og hele den feministiske new materialism-tradition – siger: nej. Æstetikken er ikke færdig. Den bliver til. Hver gang. I mødet mellem mennesker, materialer og praksis.
"Vi forstår æstetisk tilblivelse som en kreativ praksis, hvor subjektivitet udfolder sig gennem kropslig engagement."
Med andre ord: når en elev sidder med en Push-controller og bygger sin første beat, så opstår der noget æstetisk – men det er ikke en gammel sandhed der bekræftes. Det er en ny æstetik der fødes. Eleven, maskinen, lyden, rummet, tiden, læreren, klassekammeraterne – alt sammen er med til at forme den.
Det er verdensskabelse. Og det er kernen i hvad vi laver hos Rumkraft.
Hvorfor elektronisk musik er det perfekte sted at gøre dette
Her bliver det spændende. Bruun og Burnard skriver fra konservatoriets verden. De kæmper med en tradition, hvor "musik" stadig er bundet til værket, til komponisten, til den autoriserede kanon. Når de taler om posthumanisme, så er det et opgør med ideen om at musik er noget en stor mand har skrevet ned, som mindre mænd skal opføre.
I elektronisk musik har vi aldrig haft det problem.
Når du laver en track i Ableton, er der ingen partitur. Der er ingen "rigtig" version. Der er en session – et levende dokument af clips, samples, automation, plugins. Maskinen er ikke et middel til at realisere et færdigt værk; maskinen er en medskaber. En sampler du putter en stemme ind i, og som spytter noget tilbage du aldrig havde forestillet dig. En compressor der pumper på en måde, som ændrer hvad du synes lyder godt. En LFO der gør et kedeligt lydvalg interessant.
Vi foreslår en forskydning af opmærksomhed mod de dynamiske udfoldelser af mennesker og ikke-mennesker.
Det er Donna Haraway. Det er også enhver der nogensinde har siddet med en modulær synthesizer og opdaget at maskinen havde en bedre idé end de selv havde. Elektronisk musik er posthumanistisk fra fødslen. Vi har altid arbejdet sammen med teknologien, ikke på den.
Det betyder også at eleven aldrig er passiv. Du sidder ikke og lytter til en lærer der demonstrerer det rigtige. Du sidder med din egen Push, dit eget headset, dit eget valg af kick og snare. Læreren er en guide – en der har gået vejen mange gange – men ikke en autoritet der ejer sandheden.
Seks principper for vores undervisning
Bruun og Burnard slutter deres manifest med seks principper for en fremtid for musikundervisning. Vi har skrevet vores egne – inspireret af deres, men jordet i den daglige virkelighed på Læssøesgade. Sådan her tænker vi når vi planlægger et kursus:
1. Æstetik er ikke færdig – den bliver til
Vi underviser ikke i "rigtig" elektronisk musik. Vi underviser i de redskaber, du har brug for, så din æstetik kan tage form. Hvis du vil lave hardstyle, så hjælper vi dig med at lave hardstyle. Hvis du vil lave ambient, så ambient. Vores opgave er ikke at fortælle dig hvad der lyder godt – men at give dig det værktøjssæt, der gør at du selv kan finde ud af det.
2. Maskinen er ikke et redskab – den er en medspiller
Vi behandler ikke Ableton, Push, plugins og hardware som "værktøjer du skal lære at betjene". De er ligeværdige medspillere i den kreative proces. Når en synth giver dig en lyd du ikke havde planlagt, så er det ikke en fejl – det er en invitation. Vi lærer dig at lytte til det maskinerne foreslår, ikke kun at presse dem til at gøre, hvad du allerede har bestemt dig for.
3. Kropslig viden tæller lige så meget som teoretisk
Du lærer ikke at lave musik ved at læse om musik. Du lærer det ved at sidde med en controller i hænderne, mærke et beat i kroppen, og lave 100 dårlige tracks før den 101. begynder at virke. Vi prioriterer hands-on tid over forelæsninger. Teorien kommer i små portioner, lige når du har brug for den – ikke som en katalog du skal lære udenad.
4. Du lærer i fællesskab – også selvom du arbejder alene
Elektronisk musik er ofte en ensom praksis. Du sidder alene på dit værelse med dine hovedtelefoner. Det er fint. Men noget af den vigtigste læring sker i fællesskab – når du hører en klassekammerats track og tænker "hvordan har hun gjort det?", eller når du selv sidder fast og en anden elev har et perspektiv du ikke selv ville være kommet på. Vi designer vores hold så der altid er plads til at vise frem, lytte med, og blive overrasket af hinanden.
5. Læreren er ikke en autoritet – men en der har gået vejen
Vores undervisere er aktive musikere, DJs og producere. Vi spiller live. Vi udgiver musik. Vi laver fejl, vi opdager nye plugins, vi har genrer vi elsker og genrer vi ikke forstår. Vi underviser ikke fra et ophøjet sted. Vi underviser fra inde ipraksissen – og det er meningen at du efterhånden kommer lige så langt som os, og måske længere.
6. Musikundervisning er etisk arbejde
Det her lyder stort. Men det betyder noget enkelt: hvilken slags musikere – og hvilken slags mennesker – sender vi ud i verden? Vi vil gerne være med til at uddanne folk, der har en stemme, der har værktøjerne til at bruge den, og som ikke føler sig underlegne over for andre genrer eller andre kulturer. At lære at lave musik er at lære at tage plads. Det tager vi alvorligt.
Hvordan ser det ud i praksis?
Lad mig give nogle konkrete eksempler. Det her er ikke marketing-fluff – det er hvad du rent faktisk vil opleve, hvis du kommer på et af vores hold.
På Ableton Level 1
Vi viser dig ikke alle Ableton's funktioner i kronologisk rækkefølge. Vi starter med at spørge: hvad har du på din Spotify lige nu? Hvad lyder du på, når du går rundt med hovedtelefoner på? Hvad vil du gerne kunne lave? Og så bygger vi forløbet derfra. Hvis du elsker D'n'B, så lærer du om breaks tidligt. Hvis du er til ambient, så starter vi med teksturer og synthese. Det er stadig "Ableton Level 1" – men dit Level 1 er ikke det samme som din klassekammerats.
På DJ Level 1
Vi underviser ikke i "den rigtige måde at mixe på". Vi underviser i de teknikker, der findes – fra harmonisk mixing med Camelot-hjulettil crate digging på Bandcamp – og så hjælper vi dig med at finde din egen stemme bag decks. Du kan godt blive en seriøs DJ uden at lyde som alle andre.
I privatundervisning
Det her er nok det tydeligste eksempel. Når du kommer i privatundervisning, har vi ingen forudbestemt plan. Vi spørger: hvad arbejder du på lige nu? Hvor sidder du fast?Og så går vi derhen. Sometimes er det en mix-teknik. Sometimes er det et stykke musikteori. Sometimes er det at hjælpe dig med at finde ud af, hvorfor en bestemt sang du elsker har netop den effekt på dig.
I Sound Design
Her er det helt tydeligt. Sound design handler ikke om at kopiere kendte lyde – det handler om at lytte til hvad oscillatorer, filtre, envelopes og LFO'er vilsige, og så folde det ud til noget der er dit. Vores underviser viser dig værktøjerne, og så sidder du der – tre timer i træk – og prøver dig frem. Det er aesthetic becomingi sin reneste form.
Hvad betyder det for dig som elev?
Hvis du har læst hele vejen hertil – tak. Det er en lang artikel om didaktik, og det er ikke alle der bryder sig om den slags. Men hvis du overvejer at starte hos os, så betyder det her noget meget konkret:
- Du behøver ikke lyde på en bestemt måde for at passe ind. Vi har haft elever der laver alt fra hardcore til folk-elektronika. Alle er velkomne.
- Du behøver ikke have et bestemt niveau for at starte. Hvis du kan høre forskel på et beat og en melodi, så har du nok at gå i gang med.
- Du kommer til at lave fejl. Mange. Det er pointen. En "fejl" i musikproduktion er ofte den interessante del.
- Du bestemmer selv tempoet. Vi sætter rammen, men du sætter dybden. Nogle elever bygger 10 tracks i et forløb, andre fokuserer på én. Begge dele er legitimt.
- Du bliver ikke målt på en skala der hører til andre menneskers musik.Vi måler dig på din egen progression. Punktum.
Tilbage til Bruun og Burnard
Jeg startede med at sige, at jeg sad og nikkede, da jeg læste manifestet. Det er fordi Bruun og Burnard formulerer noget, vi længe har levet uden at have ord for. De skriver fra konservatoriets verden – fra et sted hvor man stadig kæmper med arven fra Adornos ide om "den store musik" og elevens ydmyge modtagelighed.
Vi kommer fra den anden side. Vi kommer fra warehouse-fester, USB-sticks, gear-fora og Ableton-templates. Vi har aldrig haft autoriteter at gøre op med – vi har bare haft maskiner og hinanden. Måske er det derfor "aesthetic becoming" føles så naturligt for os: vi har aldrig kendt andet.
Men det er meget muligt at den filosofi som Bruun og Burnard formulerer for hele musikuddannelsesfeltet, faktisk er meget tæt på det vi laver hver dag i en lille elektronisk musikskole på Nørrebro. Det er rart at have læst.
"Musikundervisning skal genbeskrives som et rum for kulturel handlekraft, etisk refleksion og demokratisk deltagelse." – Bruun & Burnard, 2025
Det skriver vi under på.
Kilder & inspiration
- Bruun, P. S. & Burnard, P. (2025). Aesthetic Becoming as Becoming of Aesthetics: An Emerging Manifesto for Calling the Tune in Music Education. Tidsskrift for æstetik og pædagogik, Temanummer 21–38.
- Nielsen, F. V. (1994). Almen Musikdidaktik. Akademisk Forlag.
- Klafki, W. (1963). Studien zur Bildungstheorie und Didaktik. Beltz.
- Adorno, T. W. (1949/1975). Philosophie der neuen Musik. Suhrkamp.
- Haraway, D. J. (2016). Staying with the Trouble. Duke University Press.
- Braidotti, R. (2019). Posthuman Knowledge. Polity Press.
- Pitts, S. (2001). Whose aesthetics? Public, professional and pupil perceptions of music education. Research Studies in Music Education.
Vil du opleve det selv?
Den bedste måde at forstå vores tilgang er at prøve den. Kig forbi til en gratis prøvetime, eller kom til vores næste åbent hus – så kan vi snakke didaktik over en kop kaffe. Eller bare vise dig studiet.
Bliv opdateret
Få flere artikler som denne
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag nye guides, tips og tutorials direkte i din indbakke.
Ingen spam. Afmeld til enhver tid.
Om forfatteren
Ras 'Kata' Kjærbo
Ras Kjærbo er Ableton Certified Trainer og en af de drivende kræfter bag Rumkraft. Han underviser i Ableton Live og musikproduktion, og brænder for at dele sin viden om alt fra sound design til live performance teknikker.