Sampling: Kan det retfærdiggøres?

Alle musikere, der har arbejdet med musik på computer, er på et tidspunkt stødt på juraproblematikken omkring brugen af samples. Muliggjort af musikteknologi er det et ophavsretligt paradoks, at man på den ene side ønsker at beskytte dyre produktioner mod misbrug, men samtidig ønsker en mangfoldig kunstnerisk frihed. En Google-søgning om emnet er så misvisende, at Rumkraft har lavet en tredelt artikelserie, der belyser de juridiske problemstillinger. Det er tanken, at vi alle bliver klogere på emnet, så vi bedre kan tage stilling til det.

Del 3 af 3 - Kan sampling retfærdiggøres?

I DEL 2 gik vi i dybden med grænsen mellem inspiration og efterligning. Selvom der ikke er en facitliste, er der forhåbentlig en større forståelse for, hvor bred den ophavsretlige beskyttelse i praksis er - og hvor den muligvis er på vej hen. Denne grænse sætter den yderste for, hvor meget man må sample. Myten om, at man må efterligne lige nøjagtigt 4 takter, bør helst være aflivet én gang for alle nu.

En nyere begivenhed, der har pustet liv i samplingdebatten, affødtes af DJ-kollektivet Den Sorte Skole, der i 2013 udgav albummet "Lektion III", som indeholder, intet mindre end, 10.000 lydfragmenter samplet fra 250 uopdrivelige, digitaliserede musiknumre fra seks forskellige kontinenter. Det 88 minutter lange, uspolerede værk, flyder sammen i en grad med bestemte strukturer, at man aldrig får fornemmelsen af, at der er tale om en "rodebutik af eksotisk musik".

Vi har danset om den varme grød længe, og nu skal vi til det. Vi skal analysere os frem til, hvad vi skal overveje, når vi sampler. Hvorfor må billedkunstnere lave collager af små stykker papir, de har klippet ud fra en avis, når lydkunstnere ikke må? Hvad er baggrunden for den forskelsbehandling?

Fonogramkonventionen og ophavsretslovens producentbeskyttelse

Som nævnt i DEL 1, besluttede en lang række lande tilbage i 1971, at man skal værne om fremstilleren af en lydoptagelse - "investeringskilden". For at være ophavsmand skal man jo skabe noget originalt, men efter denne helt særlige regel (§ 66) skal man bare fremstille en lydoptagelse, og så er der ellers ingen, der må "eftergøre" den. Denne beskyttelse kaldes en "producentbeskyttelse".

Aha? Hvad betyder dét så i praksis? Jo, hvis jeg tager ud i naturen og optager lyden af en hest, der vrinsker, så er der ingen, der teknisk må kopiere lydoptagelsen. Lyden har jo (måske) økonomisk værdi for et filmselskab, og der er brugt ressourcer på at fremstille den. Uden § 66 ville optagelsen ikke være beskyttet, fordi hesten aldrig kan være ophavsmand.

Sampling i Tyskland

Den tyske Højesteret har i de to "Metall auf Metall"-domme sagt, at al sampling som udgangspunkt er forbudt.

Kort fortalt handler sagerne om, at musikgruppen "Kraftwerk", der globalt har kultstatus som pionerer inden for elektronisk musik, udgav et musikværk, "Metall auf Metall", tilbage i 1977. To sekunder af værket er 20 år senere blevet samplet, og loopet adskillige gange, af den kvindelige, tyske rapper "Sabrina Setlur" under sangtitlen "Nur mir". Det skulle således vurderes, hvorvidt denne sampling var i strid med producentbeskyttelsen.

Retten afviste at lægge vægt på hverken et kvalitativt eller kvantitativt kriterium, da en lydoptagelse ikke er afhængig af en kunstnerisk præstation (originalitet). Således mente retten, at producentbeskyttelsen er bredere end den, der gælder for værker efter lovens normale systematik.

Efter kritik fra mange retninger har Tysklands Forfatningsdomstol d. 31. maj 2016 underkendt Højesterets argumenter og sagt, at den kunstneriske frihed er en grundlovssikret rettighed, der vejer tungere end det økonomiske hensyn bag producentbeskyttelsen.

Sampling i USA

I den såkaldte Bridgeport I-dom fra 2006 mindede rettens argumenter meget om den tyske Højesterets. Sagen handlede om sampling af to sekunders guitarindspilning, som i øvrigt bearbejdedes ved transponering, looping og forlængelse til syv sekunder, der tangerede ugenkendelighed.

Således opfordredes til selv at skabe lyden, da 1) alle lyde i realiteten har økonomisk værdi, 2) det amerikanske licenseringssystem allerede fungerer godt, samt 3) der skulle sættes en klar grænse for lydsampling.

I USA er der efterhånden en klar opfattelse af, at man kan brænde nallerne meget voldsomt, hvis man sampler uden samtykke eller licens fra ophavsmanden og/eller producenten. Overvejer du at sample noget, der er produceret i England, Australien eller USA, bør du derfor tænke dig om en ekstra gang.

Undtagelserne: De Minimis Non Curat Lex

Det ulovbestemte princip, "De minimis non curat lex", betyder "retten interesserer sig ikke for bagateller" og kan tjene som et godt argument i en given retssag om sampling. Princippet er også udtrykt visse steder i ophavsretsloven (§ 21). Fx må man godt tage på stranden med sine venner og spille musik på et mobilt lydanlæg, som høres og danses til af mange andre strandgæster, selvom man normalt skulle have betalt til KODA for "offentlig fremførelse".

Konkluderende må det formodes, at de minimis-princippet ikke kan udelukkes som et argument for at tillade ugenkendelige lyde som følge af bearbejdede samples. I en hensynsafvejning synes de i forvejen vage økonomiske grunde til producentbeskyttelsen at være udvisket af hensyn til 1) den udbredte brug af lydsampling, samt 2) et af ophavsrettens hovedformål, nemlig at opfordre til skabelse af nye kunstneriske og litterære værker.

Sampling i dag

Sampling-debatten er i rivende udvikling. Hver dag fremsendes der patentansøgninger inden for det musikteknologiske område, og den ufleksible jura på området er ikke gearet til nutidens hastige skridt, hvor vi bevæger os mod en AI-æra, der forhåbentlig kan gøre krænkelsesvurderingen mere effektiv med intelligente lydbølgeanalyser.

Skulle der opstå en sag i Danmark, har domstolene derfor pligt til at følge udviklingen i de øvrige EU-lande, herunder Tyskland, der som det eneste EU-land har taget kvalificeret stilling til sampling.

Argumenterne for og imod

Følgende taler for, at lydsampling ikke bør være tilladt:

1. Produktionsomkostningerne er høje. Det skal kunne betale sig at skabe et produkt.
2. Den uafhængige ret efter ophavsretslovens § 66 giver en effektiv håndhævelsesmulighed for producenten.
3. Små lydsekvenser har selvstændig økonomisk værdi, som kan sælges i form af sample packs.
4. Det antages visse steder i litteraturen, at de udøvende musikere mister deres levebrød, hvis sampling tillades.

Lydsampling bør være tilladt af følgende grunde:

1. Lydsampling er en realitet.
2. Det er næsten umuligt at detektere bearbejdede samples med software.
3. De økonomiske grunde, der affødte bestemmelsen, er stort set udviskede ved moderne musikpublicering og -produktion.
4. En massiv bearbejdelse af en lyd, der resulterer i et helt nyt udtryk, kan ikke forbindes med originalværket i en ophavsretlig sammenhæng.
5. Den eksakt samme lyd kan ikke genskabes.
6. Det forekommer ekstremt at bryde med hele ophavsrettens systematik, når lovgiver ikke specifikt har taget stilling til det.
7. De minimis-princippet kan fungere som en fornuftig afbalancering.

Sampling i fremtiden

Alt tyder på, at vi er på vej mod en retstilstand, hvor sampling anerkendes som et redskab til at skabe nye musikværker. En udvikling, der kan betegnes som naturlig, når det kommer til den musiske evolution.

Ryster man stadig en smule ved tanken om sampling, findes der et Open Source-alternativ, der gør sampling lovlig. Brug af værker med en særlig licens kan sagtens blive en stor del af fremtidens sample-baserede musik. Disse kaldes med en samlebetegnelse oftest for "CopyLeft" på internettet og indebærer, at man gerne må bearbejde værket, men ønsker man at udgive det, skal det være på samme vilkår som den oprindelige licens.

De populære Creative Commons-licenser kan også bruges kommercielt uden at påvirke KODAs vederlags- og afgiftsopkrævninger. Koda er et af de første forvaltningsselskaber i verden, der gør det muligt for sine medlemmer at anvende Creative Commons-licenser.