Sampling: Inspiration eller efterligning?

Alle musikere, der har arbejdet med musik på computer, er på et tidspunkt stødt på juraproblematikken omkring brugen af samples. Muliggjort af musikteknologi er det et ophavsretligt paradoks, at man på den ene side ønsker at beskytte dyre produktioner mod misbrug, men samtidig ønsker en mangfoldig kunstnerisk frihed. En Google-søgning om emnet er så misvisende, at Rumkraft har lavet en tredelt artikelserie, der belyser de juridiske problemstillinger. Det er tanken, at vi alle bliver klogere på emnet, så vi bedre kan tage stilling til det.

Del 2 af 3 - Inspiration eller efterligning?

Som nævnt i DEL 1 af denne artikelserie, er der i ophavsretten to essentielle problemstillinger, når det kommer til lyd. Den første handler om grænsen mellem inspiration og efterligning, fx hvis man som udøvende guitarist efterligner et velkendt riff. Den anden handler om direkte digital sampling af en lydoptagelse, som forekommer, når man bruger en lydstump fra et medie.

Det er den førstnævnte, der behandles her i DEL 2. Grænsen mellem inspiration og efterligning har ikke direkte betydning for den juridiske vurdering af sampling, men kan være med til at belyse den yderste grænse for "kunstnerisk frihed", når man sampler. Manglende retspraksis i Danmark og modstridende retspraksis fra udlandet skaber en del uklarhed ved grænsen mellem inspiration og efterligning.

I det følgende vil jeg bede dig holde på hat og briller, og tungen lige i munden, for det kan godt blive en smule abstrakt. Juraen har nemlig, i modsætning til din matematikbog, ikke en facitliste; det bedste argument vinder. Denne artikel er også en del længere og mere dybdegående end DEL 1.

Hvilke musikværker er beskyttede?

Før vi overhovedet skal vurdere, om der er tale om en efterligning, skal vi først finde ud af, hvilke musikværker, der er beskyttede mod efterligning. Som udgangspunkt er det kun "værker", der beskyttes. Det er vigtigt at forstå, hvornår der er tale om et værk. Der skal være tale om en eller form for originalitet forbundet med det, før man kan kalde det et værk. Hvis der ikke fandtes denne minimumsgrænse ville alle skabelser, uanset banalitet, nyde beskyttelse efter ophavsretsloven – og således undergrave lovens formål, som er at fremme kreativitet ved at ophavsmænd kan leve af deres frembringelser.

Men hvordan definerer vi originalitet? Der er for det første et krav om, at ophavsmanden skal have bidraget med en kreativ indsats. Den ene ydergrænse går ved "teknisk medhjælp", hvor fx mekanisk indspilning af en solist, uden at foretage kreative valg ved lydsignalet efterfølgende, ikke er en kreativ indsats og derfor ikke omfattet. Men denne ydergrænse er heller ikke altid nem. Med større forståelse for, hvad der foregår i et lydstudie, er det da også i den juridiske litteratur og efter EU-rettens opfattelse efterhånden anerkendt, at der foretages en række kreative valg, der giver producere status som ophavsmænd. Således er det i praksis måske kun begrænset til praktikantens assistance.

For at vurdere, om den kreative indsats er kreativ nok skal man tage udgangspunkt i risikoen for dobbeltskabelser. Ville to musikere uafhængigt af hinanden komponere det samme? Kan man svare ja til spørgsmålet, må man stille sig selv spørgsmålet, om den gældende musikgenre er så regelbunden, at en given beskyttelse i virkeligheden ville fungere som et urimeligt monopol for fremtidige komponister.

Alt i alt er det altså relativt nemt at opnå en ophavsretlig beskyttelse ved elektronisk musikproduktion.

Hvornår krænker man en ophavsmand?

Det er klart, at man krænker Michael Jacksons ophavsret, hvis man kopierer alle elementer i "Billie Jean" og fremfører det for et publikum. Men der er også et kæmpestort gråt felt, hvor man kan genkende visse elementer af et oprindeligt værk i et nyt musikværk. Eller man kan se en kortfilm, der minder utrolig meget om novelle, man engang læste. Det er dette grå felt, der er genstand for omkostningstunge retssager med sagkyndige erklæringer.

For at komme efterligningssagerne til livs, har man i den juridiske litteratur opstillet nogle kriterier, som skal være opfyldt, før der kan være tale om en krænkelse. Dette vil gennemgås for musikværker i det følgende.

Identitetsoplevelse

Det første generelle kriterium er, at man ved en sammenligning af to værker skal sanse en form for identitet. Herefter bør man vurdere lighederne på sagligt, rimeligt og objektivt grundlag. For musikværkers vedkommende har det været diskuteret, om vurderingen snarere skal være teknisk ved sammenligning af fx partitur/noder eller om det simpelthen bare skal være "det hørbare indtryk", når lydbølgerne rammer ørene.

På den ene side kan man sige, at det hørbare indtryk vejer tungt, da de fleste modtagere af et givent musikværk i praksis vil lytte, før de ser værket efter i sømmene. "Blurred Lines"-sagen er i New York Times også blevet kritiseret for at lægge vægt på "sheet music", da "[i]n 2015, the arrangement of notes on a sheet of paper is among the least integral parts of pop music creation".

Men spiller det ikke en rolle, at der publiceres væsentligt mere musik i dag? Der uploades 300 timers video pr. minut på Youtube, hvoraf 22,9% er musik. Betyder det ikke, at vi alt andet lige får flere og flere "identitetsoplevelser", hvis udviklingen fortsætter?

Efterligningskravet

Det andet kriterium er, at man skal have haft kendskab til det værk, som påstås krænket - altså et krav om efterligning. Dette krav indskrænker som udgangspunkt den brede beskyttelse ved identitetsoplevelse. Dobbeltskabelser kan nemlig forekomme, og når to ophavsmænd uafhængigt af hinanden har skabt gensidigt tilsvarende musikværker, foreligger der ingen krænkelse – heller ikke selvom det andet værk er skabt 10 år senere. Lydsampling vil altid opfylde dette krav.

Det efterlignede skal i sig selv være beskyttet

Selvom et værk er ophavsretligt beskyttet, fordi det er originalt, er det stadig muligt at låne de dele af værket, som ikke i sig selv opfylder originalitetskravet. Disse ubeskyttede fragmenter kan især have betydning for lydsampling.

Således er det altså muligt at efterligne (ikke sample) små bider af musikværker og bearbejde dem, som man har lyst til. Til sammenligning er det også muligt at bruge enkelte ord fra 5 forskellige digte og sammensætte dem på sin egen måde. Efter EU-Domstolens nyeste praksis skal der dog ikke meget til, før originalitetskravet er opfyldt.

Hvad kan vi konkludere?

Kravet til originalitet og dermed beskyttelse mod efterligning synes at være meget mildt. Selvom to forskellige kunstnere bruger samme sample packs ved en given produktion, vil der således være tale om beskyttede værk. Dette til trods for, at der publiceres overordentlig meget musik, der nemt kan lyde ens. På denne baggrund vil krænkelseskravene, selvom man ikke sampler, lettere kunne opfyldes, da en identitetsoplevelse er mere sandsynlig.

Cliffhanger

Der er dog en paragraf i ophavsretsloven (§ 66), som bryder med den ovenstående systematik. Den omhandler nemlig helt specifikt lydoptagelser, og den er blevet fortolket forskelligt i landene med den største elektroniske musikscene. Læs med i DEL 3.